VEDTÆGTER FOR BRENDERUP MOTION d. 13/08-2020


§ 1.
Navn
Foreningens navn er Brenderup Motion.
Foreningens hjemsted er Middelfart Kommune.
 
§ 2.
Formål
Foreningens formål er at skabe et fleksibelt motions- og træningstilbud for en bred aldersgruppe i foreningsregi til fremme af den enkelte og fællesskabets sundhed og trivsel.
 
§ 3.
Foreningen er tilsluttet Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) samt Danmarks Idrætsforbund (DIF).
 
§ 4.
Medlemmer og medlemsforpligtelser
 
Som aktive medlemmer kan optages enhver over 15 år, der tilslutter sig foreningens formålsparagraf.
 
Under godkendte former kan der etableres hold med børnefitness med yngre medlemmer.
 
Som passive medlemmer kan optages enhver, der ønsker at støtte foreningen.
Ethvert medlem af foreningen er forpligtet til at overholde foreningens vedtægter og de til enhver tid vedtagne retningslinjer for foreningens aktiviteter og adfærdsregler i lokalerne. 
Ethvert medlem er forpligtet til at betale medlemskontingent.
 
Såfremt ovennævnte medlem forpligtelser ikke overholdes, eller et medlem udviser utilbørlig adfærd, kan bestyrelsen udelukke den pågældende. Udelukkelsen kan være tidsbegrænset.
 
Foreningens medlemmer, herunder bestyrelsesmedlemmer hæfter
ikke personligt for de indgåede forpligtelser som foreningen har foretaget.
 
Foreningen hæfter med sin formue.
Udover kontingentforpligtelsen har foreningens medlemmer ingen økonomisk forpligtelse overfor foreningen,.
Foreningens medlemmer har intet krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.
Udøvelse af alle aktiviteter sker på eget ansvar og risiko.


§ 5.
Bestyrelsen
Bestyrelsen varetager foreningens overordnede ledelse og består af mindst 5 medlemmer.
Bestyrelsen konstituerer sig på første møde efter generalforsamlingen med formand, næstformand og kasserer. 
Ved formandens fravær er næstformanden fungerende formand.
Bestyrelsen kan nedsætte udvalg efter behov, f.eks. festudvalg, indkøb mm.
Bestyrelsen udarbejder retningslinier for kassererens arbejde.
Bestyrelsen kan, når særlige forhold taler derfor, nedsætte eller fritage et aktivt medlem for kontingent.
Ansættelse og afskedigelse af instruktører og andre frivillige, foregår efter bemyndigelse af bestyrelsen.
Kasserer og formand aflønnes hver år med et beløb, som fastsættes af bestyrelsen.


§ 6.
Bestyrelsesmøder
Formanden indkalder til bestyrelsesmøder, når han finder det nødvendigt eller mindst 3 medlemmer forlanger det. Formanden udarbejder dagsorden med input fra bestyrelsen.
Formanden leder forhandlingerne ved møderne.
Der skal afholdes mindst 4 bestyrelsesmøder om året.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når halvdelen af medlemmerne er mødt.
I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

§ 7.
Foreningens økonomi
Foreningen tegnes i det daglige af formanden og/eller kassereren. Ved optagelse af lån eller anden forpligtelse, tegnes foreningen af den samlede bestyrelse. 
Kassererens kompetence fastsættes af bestyrelsen.
Foreningens regnskabsår er 1.1-31.12. Kasseren skal udarbejde årsregnskab inden udgang af januar kvartal.
Kassereren skal nøje kontrollere, at bilag er attesteret af et bestyrelses-medlem før udbetaling finder sted.
Kassereren skal løbende holde bestyrelsen orienteret om foreningens økonomi. Bestyrelsen godkender foreningens regnskaber og udarbejder budget og fastsætter kontingentsatser under ansvar for generalforsamlingen.
Der foretages løbende registrering af foreningens inventar m.m.
Kasserer/formand kan foretage hævninger på giro/pengeinstitut.   

§8
Generalforsamling
Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen.
Ordinær generalforsamling afholdes inden april måned.
Indkaldelse skal ske med mindst 14 dages varsel ved bekendtgørelse i den lokale presse eller på anden behørig måde såsom sociale medier med følgende dagsorden:

  1.   Valg af dirigent.
  2.   Formandens beretning.
  3.   Regnskab fra kassereren.
  4.   Indkomne forslag.
  5.   Valg af bestyrelsesmedlemmer
  6.   Valg af revisorer.
  7.   Valg af revisorsuppleant.
  8.   Eventuelt.
    Valgperioden er 2 år.
    Forslag, der ønskes behandlet på en ordinær generalforsamling, må være formanden skriftligt i hænde senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse.
    Stemmeret og valgbarhed har medlemmer over 16 år, når de har været medlem i mindst 3 måneder og ikke står i restance.
    Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde.
    Dirigenten må ikke være medlem af bestyrelsen.
    Ved begæring foretages skriftlig afstemning.
    Afstemninger foretages ved simpelt flertalsvalg, dog ikke vedtægtsændringer. Er der stemmelighed, bortfalder forslaget.
    Til beslutning om vedtægtsændringer kræves 1/4 af foreningens medlemmer mødt og 3/4 af disse stemmer for ændringsforslaget. Såfremt en sådan generalforsamling ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling med sædvanligt varsel og beslutning kan da træffes med simpelt flertal uanset de mødtes antal.
     
    Ved generalforsamlingen føres en protokol, som underskrives af dirigenten.

§ 9.
Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst 10 % af de stemmeberettigede medlemmer skriftligt fremsender begæring herom til formanden, med angivelse af forhandlingsemnerne.
 
Generalforsamlingen afholdes senest 1 måned efter at begæringen er fremsat.
Indkaldelse skal ske ved annoncering i den lokale presse eller på anden behørig måde såsom sociale medier.
 
Beslutninger træffes ved simpelt flertalsvalg.
Er der stemmelighed, bortfalder forslaget.

§ 10.
Sammenlægning/opløsning af foreningen
Sammenlægning med en anden forening kan kun finde sted efter godkendelse på en generalforsamling. Det kræves simpelt flertal af de fremmødte for sammenlægning.
Foreningen kan ikke opløses, såfremt mindst 10 % af de stemmeberettigede medlemmer ønsker dens beståen. Er dette ikke tilfældet, indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, hvor mindst 3/4 af de stemmeberettigede medlemmer skal være til stede og mindst 5/6 af de tilstedeværende stemmeberettigede medlemmer afgiver deres stemme for foreningens opløsning.


§ 11.
I tilfælde af opløsning træffer generalforsamlingen beslutning om anvendelse af foreningens formue.
Anvendelse skal ske til idrætsfremmende formål i Middelfart Kommune.